Dét kan du opleve, når du rejser til Toscana
Toscanas historie
Historisk set har Toscana altid spillet en stor rolle for Italien, kulturel såvel som politisk. Det skyldes især den tidlige udvikling af byer i området, hvis civilisation hurtigt satte sit præg på resten af landet. I oldtiden dannede området ”Etrurien” sammen med dele af naboregionen Umbrien.
Etrurien fungerede i en lang periode som etruskernes hovedsæde. Det er også herfra, at Toscana har fået sit navn. ”Toscana” kommer nemlig fra ”tusci”, den latinske betegnelse for ”etruskerne”. Volterra, Arezzo, Pisa og Cortona er nogle af de byer i området, hvor kulturarven fra etruskerne står stærkest i modsætningen til byer som Lucca og Firenze, der i stedet er præget af landets romerske periode.
Siden etruskernes storhedstid har Toscana været i hastigt skiftende hænder. Da området trådte ind i den tidlige middelalder, kom området under longobardernes magt. Herefter blev det frankernes tur til at overtage magten over området. I 1000-tallet kom Toscana under Canossa-grevernes hånd, men da den magtfulde Mathilde af Canossas døde i 1115, blev byer som Pisa og senere Firenze gradvist mere selvstændige.
Bystaternes tid og Renæssancen - Dengang Toscana var verdens navle
Firenze blev Toscanas dominerende byrepublik, især efter indlemmelsen af Pisa i 1406. Firenzes position blev kun stærkere under den magtfulde Medicislægts styre, der indledtes i 1430'erne. Herefter fulgte en periode med habsburgernes storhertugdømme, Napoleons herredømme, det habsburgiske herredømme igen, hvorefter Toscana i 1861 endelig tilsluttede sig det italienske kongedømme.
Toscana spillede især en stor rolle under den italienske renæssance, som betegner overgangsperioden mellem middelalderen til tidlig moderne tid – slutningen af 14. århundrede til omkring 1600. Det skyldes i høj grad byen Firenze, der var hjemsted for mange historiske personer, der havde stor indflydelse på videnskab og kunst. Den italienske renæssance opblomstrede især omkring byerne Firenze og Siena.
Den italienske renæssance havde stor kulturel betydning for området. Især her regnes tekster af Petrarca, Boccaccio og Machiavelli som hovedværker samt kunstværker af Michelangelo og Leonardo da Vinci. Renæssancen kulminerede dog i slutningen af det 15. århundrede, hvor invasioner fra udlandet kastede området ud i krig. Inden da havde den italienske renæssance dog forgrenet sig til resten af Europa, hvor den blandt andet inspirerede både den nordeuropæiske og engelske bevægelse af samme navn.
Firenze
Man kan ikke nævne Toscana uden at komme uden om Firenze. Firenze er Toscanas hovedstad og en ganske særlig en af slagsen. Byen blev grundlagt 59. f. kr. som en romersk koloni. I middelalderen blev Firenze et vigtigt handels- og finanscenter, ligesom byens kulturliv blomstrede under den italienske renæssance.
I Firenze finder du en fantastisk atmosfære og skøn arkitektur. Her kan du blandt andet nyde synet af Basilica di Santa Maria del Fiore, Ponte Vecchio og Palazzo Vecchio. Du kan også slå et smut forbi Galleria degli Uffizi. Her kan du tilbringe en dag blandt nogle af verdens største kunstværker. Absolut et besøg værd!
Læs mere om Firenze her.
Chianti og Siena
Du kender måske bedst Chianti for deres fremragende vine – men området har meget mere at byde på end det. Området er beliggende mellem byerne Firenze og Siena. Her finder du bølgende bakker, frodig natur og marker, så langt øjet rækker. Naturen i Toscana er ikke kun smuk, den er også fantastisk grobund for massevis af planter så som pinje, kastanje, brombær, eg, oliven og vindruer. Chianti bærer titlen som verdens ældste definerede vindistrikt med rødder helt tilbage til 1716.
Tæt ved Chianti finder du Siena – en smuk og autentisk middelalderby. Det er ikke svært på at få øje på byen, som troner på en bakketop på over 350 meter oppe i luften og er placeret bag en iøjefaldende middelaldermur på over seks kilometer. Byen er et arkitektonisk himmerige, hvor hvert et gadehjørne gemmer på små håndværksmæssige perler.
Du kan læse mere om Chianti og Siena lige her. Her kan du også finde ud af hvad byens plads har tilfælles med Københavns Rådhus, hvordan en storspisende mand kom til at lægge navn til en af byens største seværdigheder samt læse mere om Palioen, Sienas berømte hestevæddeløb.
Val d’Orcia og Montepulciano
I Toscana, syd for regionen Siena, finder du det smukke naturområde Val d’Orcia. Man skal ikke tilbringe særlig lang tid her for at forstå hvordan områdets storslåenhed har inspireret alt lige fra renæssancens malere og til Oscar-vindende instruktører.
Området er en af de absolutte perler i Toscana. Val d’Orcia er menneskeskabt efter renæssancens forbillede af et ideallandskab – et sted, hvor mennesker og natur kunne leve i harmoni. Området strækker sig fra omkring 80 kilometer fra Siena-provinsen i nord til den store, udslukte vulkan Monte Amiata i syd. Val d’Orcia er bløde bakker, stejle kløfter, frodige olivenlunde og vidstrakte vinmarker. Små landsbyer pryder hver bakketop, og italienske gårde er som strøget ud over området. Dalen blev i 2004 optaget på UNESCOs verdensarvsliste.
Området er også hjemstavn for flere af Toscanas mest velsmagende vinområder. Dette gør sig især gældende for Montepulciano, en lille by med en imponerende udsigt. Omkring området produceres nemlig ”Vino Mobile di Montepulciano” – den ædle vin fra Montepulciano, samt den yngre Rosso di Montepulciano. Kører du til søsterbyen Montalcino, vil du også kunne smage Brunello di Montalcino, som er et fortræffeligt glas.
Du kan læse meget mere om det naturskønne område og dets vin lige her.
Val di Chiana
Strakt ud over Toscana og Umbrien finder du Val di Chiana. Dalen er en frugtbar dal belagt med charmerende middelalderlandsbyer, etruskiske byer og berømte vinmarker. Dalen strækker sig over næsten 100 kilometer, fra den umbriske by Orvieto i syd til Trasimenosøen mod øst.
Her finder du også Arezzo, middelalderperlen, der troner på toppen af en 270 meter høj bakke tæt på floden Arno. Byen er måske ikke så kendt som Firenze eller Siena, men det er kun en fordel, så man kan nyde byen i højsæsonen uden for mange turister.
Arezzo er blandt de gamle etruskiske byer, der blev erobret af romerne. Byen fungerede som et af de vigtige strategisk militære punkter i det gamle Romerrige. Du vil derfor tydeligt kunne se både etruskerne og romernes aftryk i den lille by. Især den romerne har sat sit præg på byen ved hjælp af en imponerende ringmur, der omgiver området. Når du træder igennem byportene vil du møde mange middelalderhuse, enkelte renæssancepalæer samt byens gamle centrum, Piazza Grande. Du kan måske genkende den maleriske plads fra Roberto Benignis filmklassiker ”La Vita è Belle”, der blev optaget her.
Læs mere om Val di Chiana og Arezzo her.
Pisa og den toscanske kyst
Byen og provinsen Pisa er beliggende ved floden Arno, der munder ud i Det Liguriske Hav. Pisa var allerede 500 år f.v.t. en eftertragtet havneby, der slog sig på handel med både grækere og gallere. Provinsens maritime rolle har altid været i centrum for området, selvom sediment fra floderne Arno og Serchio nu har flyttet kysten længere vestpå.
Byens største seværdighed er kampanilen - ”Det skæve tårn i Pisa”. Det 55 meter høje marmortårn blev opført i 1173 og begyndte allerede under opførelsen at hælde, antageligt på grund af en støbefejl i fundamentet. Eftertiden har været fyldt med mere eller mindre succesfulde forsøg på at rette tårnet op. Senest var det en større renovering i 1990, da man frygtede at tårnet ville vælte.
Viareggio og Livorno
Ikke langt fra Pisa finder du den toscanske kyst, der løber fra Viareggio i nord til Piombino i syd. Området er fortræffeligt til en ferie i bil, hvor der ligger en perlerække af små historiske perler med hyggelige marinaer og havne. Tag til Viareggio og nyd områdets mange, smukke sandstrande.
Besøg også Pietrasanta, der grundet de store kilder af marmor i området blandt andet har haft besøg af Michelangelo og mange andre kendte kunstnere. Et stenkast længere ude mod kysten ligger Forte dei Marmi, der er en af Italiens mest prestigefyldte og eksklusive badebyer, hvor både Giorgio Armani, Andrea Bocelli og mange andre berømtheder har deres sommerhuse.
Besøg også Livorno, en skøn havneby, som blev tegnet ud for Mediciernes vision for ”den perfekte by”.
Hvis du er betaget af fæstningsværker, er det oplagt at besøge Lucca, hvis forsvarsmure er i betagende renæssancestil og mange imponerende bygningsværker. Som afslutning på turen kan du besøge øen Elba, hvor Napoleon blev sendt i eksil efter slaget ved Leipzig.
Du kan læse meget mere om Pisa og den toscanske kyst lige her.
Længes du stadig efter at læse mere om fantastiske Toscana, kan du læse mere her!