Skip to main content

Pisa og den toscanske kyst

Historiske monumenter, hvide sandstrande og fantastisk arkitektur

Provinsen Pisa ligger ved floden Arno, der munder ud i Det Liguriske Hav. Selvom I måske kun kender Pisa for dets verdenskendte tårn, der efterhånden er blevet en kendt reference for alverdens byggesjusk, er der flere af Pisas seværdigheder, der er værd at besøge – for eksempel emmer det tidligere bispesæde af både fantastisk arkitektur og spændende historie. I byen Pisa kan man i høj grad mærke metropolens fantastiske arkitektur og byplanlægning.

Pisas historie

Arkæologiske fund og historiske nedskrivninger tyder på, at regionens hovedstad, Pisa, allerede 500 år før vor tidsregning har været en eftertragtet havneby. Byen handlede både med grækere og gallerne. Virgil beskriver i Æneiden, der er dateret til omkring 19 år f.Kr., hvordan Pisa allerede dengang var en stor metropol.

Provinsens maritime rolle har altid stået i centrum for området, da Pisa tidligere lå direkte ud til kysten. Byen nød godt af at være den eneste havn langs den vestlige kyst fra Genova, der dengang blot var en lille landsby. Pisa tjente derfor både som handelsby men også som base for især de romerske flådeekspeditioner mod ligurerne, gallerne og Kathargo i Tunesien.

På grund af sediment fra floderne Arno og Serchio er kysten dog flyttet længere vestpå, og man er nu afhængig af især floden Arno, hvis man vil hurtigt til havs fra byen.

Grundet sin høje status som handelsby har Pisa historisk set været en velhavende by. Denne formue har Pisa forvaltet på at forskønne byen over en lang årrække, så arkitektoniske perler titter frem overalt, når man bevæger sig gennem de små gader. Ligeledes blev pengene brugt til at vise status ved at opføre mange smukke kirker, som står i byen endnu.

Fritekstsøgning

Kort

Seværdigheder

Seværdigheder i Pisa – vores top 10

Pisas centrum er ikke som de fleste. De største seværdigheder ligger nemlig atypisk i det nordlige område af byen, og ikke i midten af byen som ved de fleste andre byer. Området hedder Campo dei Miracoli, på dansk ’miraklernes eng’. Det er her, man finder de fire arkitektoniske vidundere. Det skæve tårn befinder sig på Piazza dei Miracoli som del af et kirkekompleks, der foruden tårnet består af en blændende hvid domkirke, et dåbskapel samt kirkegården Camposanto.

Kirkerne i Pisa er alle et besøg værd, men det er især anbefalelsesværdigt at lægge vejen forbi en enkelt, der skiller sig ud fra de andre: Den smukke gotiske perle, Santa Maria della Spina. Her vil man både finde smukke linjer og en fascinerende baggrundshistorie.

Det skæve tårn i Pisa

Øverst på listen over nævneværdige steder, som man ikke kan komme udenom, finder man kampanilen, som man måske bedre kender som ”Det skæve tårn i Pisa”. Det 55 meter høje marmor-klokketårn blev bygget i 1173 og begyndte allerede ved opførelsen at hælde, antageligt på grund af støbefejl i fundamentet. Herefter forsøgte man at rette de øvre etager op i takt med, at man arbejdede videre på byggeprojektet. Helt lige blev det dog ikke, og tårnet forblev skævt ved projektets afslutning.

Eftertiden har været fyldt med mere eller mindre succesfulde forsøg på at rette tårnet op. I 1990 blev man nødt til at lukke området for publikum, da tårnet efterhånden hældte for meget, og man frygtede, at det ville tippe over. I løbet af 90’erne lykkedes det – blandt andet ved hjælp af store blyvægte og bortgravning af jord – at mindske hældningen med cirka 40 centimeter og dermed midlertidigt stabilisere tårnet. I 2000 kunne området atter åbne op for besøgende, der igen på klos hold kunne nyde tårnets smukke – omend lidt skæve – arkitektur. En investering på godt og vel 100 millioner kroner. Til gengæld kan 30 turister ad gangen bestige tårnet.

Domkirken

Domkirken Cattedrale di Pisa, der står ved siden af Pisas tårn, er dedikeret til Jomfru Maria og er en af de smukkeste i Italien. Den dannede tidligere skole for romanske kirker i Toscana. Den storslåede bygning er faktisk den ældste i området på Piazza dei Miracoli og er sammen med de andre mesterværker bygget af kunstneren Bonnano. Den hælder også – dog 25 cm. Bygningen er opført i romansk arkitektur, som symboliserer det daværende Pisas rigdom og magt. Interiøret er blandt andet hentet fra den romerske Kejser Hadrians villa, som tidligere lå her. Særligt vigtigt at nævne er den berømte marmorprædiskestol, som den italienske billedhugger, maler og arkitekt Giovanni Pisano brugte 9 år af sit liv på at bygge fra 1302-1311, og siges af Pisanerne selv at være verdens skønneste. Ved prædikestolen hænger også den lampe, som Galileo Galilei blev distraheret af under gudstjenesten i 1583, der førte til opdagelsen af pendulets isokronisme.

Faktisk er her også et katedral-museum – Museo dell’Opera del Duomo, hvorfra man kan få et overblik over Campo dei Miracoli. Herfra kan man nyde den fantastiske udsigt til Pisas skæve tårn og katedralen.

Dåbskapellet

På Piazza dei Miracoli findes også det største dåbskapel i hele Italien, Battistero di San Giovanni. Det er 54 meter højt og har en diameter på 34 meter og er bygget af Nicola Pisano og sønnen Giovanni. Også dåbskapellet hælder en smule – 50 cm. Akustikken i dåbskapellet er noget for sig. På grund af den dobbelte kuppel, gentages ens ekko hele 37 gange! I midten af kapellet står dåbsbassinet samt en bronzestatue af Johannes Døberen.

Kirkegården Camposanto Vecchio

Bag Campo Santos hvide marmormure findes en fredfyldt kirkegård Camposanto Vecchio – en gårdhave med marmorbuer, der også rummer urner, skulpturer og freskoer. Sagnet fortæller, at jorden her er importeret fra Golgata, hvor Jesus blev korsfæstet. Fremtrædende personer er gennem historien blevet begravet her sammen med de fornemmeste borgere. Kirkegården blev delvist ødelagt under anden verdenskrig.

Pisas botaniske have

På en rejse til Pisa kan man opleve en af Europas ældste botaniske haver Orto Botanico. Haven blev grundlagt i 1543 af Luca Ghini, som både var naturforsker, læge og botaniker. Den botaniske have er det første universitet for botaniske haver i verden. Det var grundlagt for at fremdyrke planter til medicinsk brug. Først blev det bygget ved floden Arno, som løber igennem Pisa. Senere i 1591 blev det flyttet til dets nuværende placering. Her er planter fra flere forskellige kontinenter, blandt andet sukkulenter fra de afrikanske og amerikanske ørkener, den aromatiske plante Maquis, samt flere hundrede år gamle træer. I dag er her flere fredede planter, som er blevet opdyrket. Til den botaniske have er der også tilknyttet et galleri med objekter, der er relateret til læring om botanik. Her kan man blandt andet se voksmodeller af botanik og billeder af botanik, som er brugt som undervisningsmateriale.

Piazza dei Cavalieri

I gamle dage var denne plads Pisas centrum, som i 1500-tallet blev udsmykket af den italienske renæssancemester Vasari, som både var maler, arkitekt, ingeniør, forfatter og historiker. I dag ligger eliteuniversitet Scuola Normale Superiore her. På pladsen kan I opleve en statue af den daværende storhertug af Toscana, Cosimo I. Ved fontænen sidder de unge studerende og tager en pause.

På pladsen ligger barokkirken Santo Stefano, som også er opført af Vasari. Det var oprindeligt tegnet til militærordenen Skt. Stefanriddernes orden, hvis formål var at bekæmpe de ottomanske tyrkere og de pirater, som sejlede udenfor Middelhavet under renæssancen. Ordenen blev grundlagt i 1561 af Cosimo I. Tyrkerne og piraterne gjorde farlige indhug på kysten ved det Tyrrhenske hav, hvor Cosimo I netop havde grundlagt den nye havn, Livorno. Inden i kirken finder man flere trofæer og kalkmalerier, som viser de maritime møder med piraterne.

Borgo Stretto

Langs flodbredden Arno ligger det livlige distrikt Borgo Stretto. Her finder man shopping og cafeer, hvis man har brug for en pause fra historisk sightseeing og få en bid af livet i Pisa.

Flodbredden Arno er i øvrigt fantastisk til en vandretur uden en bestemt agenda, hvor man kan betragte facaderne på bygningerne. Mange af broerne over floden blev bombet under Anden Verdenskrig.

En gåtur langs kanalen

Resten af Pisa by er også et visit værd. Langs kanalerne finder I byens sande liv, hvor I kan opleve ægte italiensk stemning. Her kan I slentre langs hyggelige gader såsom Via S. Maria og Piazza dei Cavilieri.

På den anden side af Arno floden findes Corso Italia, som er den største shoppinggade, hvor I kan finde en masse butikker, gelaterier (isboder), restauranter og caféer.

San Matteos Nationalmuseum

Et besøg på nationalmuseet Museo Nazionale di S. Matteo er også anbefalelsesværdigt. Museet har en flot samling af keramik og skulpturer fra middelalderen. Museet er beliggende i det gamle Benedictine kloster af San Metto i Soarta fra 1100-tallet. Museet rummer den største kunstsamling i byen. Her findes også middelalderlige mønter og forseglinger.

San Guilano Terme

I udkanten af Pisa kan I finde San Giuliano Terme, som er en kurby omgivet af termiske kilder og frodige grønne bakker. Det var den tidligere storhertug Francesco Stefanos sommerresidens. Her i området ligger også et af Toscanas vigtigste naturreservater, nemlig Migliarino San Rossore Massaciuccoli. Her er rig mulighed for at udforske de mange forskellige naturstier.

Udflugter

Området omkring Pisa – vores lokale anbefalinger til udflugter

Pietrasanta og Forte dei Marmi

Oftest når man hører om den italienske riviera, tales der om rivieraen i Ligurien. Dog kan man påstå, at dette udsagn er ikke fair, for i Toscana ligger det smukke Versillia område, hvor man finder byerne Pietrasanta og Forte dei Marmi.

Pietrasanta er kunstens by, og det mærkes med det samme, når man står på Piazza di Duomo. Historisk har Pietrasanta været et mødested for kunstnere fra hele verden grundet byens placering ved de Apuanske Alper, der er et af de store kilder til marmor i Italien. Michelangelo var en af de første kunstnere, der opdagede dette, og meget materiale til hans skulpturer kom herfra. 

I mere moderne tid har kunstnere som Fernando Botero, Henry Moore og Hanneke Beaumont bosat sig her. Det danske islæt i byen består af Jørgen Haugen Sørensen og Flemming Sørensen. 

Udover kunst kan man nyde den italienske kultur. I Pietrasanta og omegn er der gode madsteder, som Enoteca Marcucci, Gatto Nero og La Dogana. 

Ved siden af Pietrasanta ligger Forte dei Marmi, der er en af Italiens mest eksklusive badebyer. Giorgio Armani, Andrea Bocelli og mange andre har deres sommerhuse her. Italienerne strømmer til de fantastiske strande hver sommer. Byen står - med sin luksus og overdådighed - nærmest i kontrast til kunstneriske Pietrasanta. Området i denne del af Toscana byder på mulighed for flere dages oplevelser. Både Pisa og Lucca er let tilgængelige i bil, og øen Elba kan besøges via færge. Udover marmorbruddet i Pietrasanta finder man også Carrara, hvor både Michelangelo og Leonardo da Vinci fik deres marmor.

Viareggio

En halv times kørsel nord for Pisa, på den toskanske riviera Versilla, ligger badebyen Viareggio ud fra det Tyrrhenske Hav. Byen blev populær i 1800-tallet og skiller sig ud fra andre badebyer ved at være autentisk. Langs kysten ligger her engelske hoteller på land og yachter i millionklassen på vand. Dog er en stor del af stranden offentlig og børnevenlig. I baggrunden har man de Apuanske Alper med dybgrøn pinjeskov. Det var også i Viareggio, at en af de største engelske romantiske digtere, Percy Shelley, kom ud for en bådulykke og druknede i 1822, blot 29 år gammel.

I Viareggio kan man finde elegante badeanlæg, jugend-villaer, og en kilomerlang gylden sandstrand med uanede mængder af parasoller. Det er hotellerne, som ejer og lejer de liggestole, parasoller og brusere, man kan finde langs kysten. Her er også en strandpromenade fyldt med palmer. Langs promenaden findes butikker, biografer, restauranter, barer og natklubber. Når man har brug for et afbræk fra at dase, er her mulighed for selvforkælelse og shopping. Om aftenen er det stedet, hvor italienernes aftenritual går i gang: La Passeggiata. Det er en italiensk tradition, der går ud på at slentre blidt og langsomt, for at se og blive set. Le Passeggiata er det perfekte momentum, der også indebærer både frierier og flirterier, og har været startskuddet på en masse forhold. Faktisk så klæder italienerne sig på til dette daglige ritual, og har ry for at klæde sig smart på. Hvis man har shoppet for nyligt, er det en perfekt lejlighed for at vise det frem.

Lucca

Lucca er en charmerende by, som ligger nord for Pisa, dog indenlands. Selve byen er omsluttet af en 4 kilometer lang og velbevaret ringmur. Inden for byens mure finder man en romantisk toskansk middelalderlig by med paladser og kirker. Piazza Napoleone udgør byens centrum. Det er også her, man finder domkirken San Martino. Inden i domkirken finder man et trækrucifiks fra Libanon, Il Volto Santo, som hvert år bliver båret rundt i procession gennem Luccas gader. Sagnet fortæller, at det blev skåret ud med hjælp af en engel. Her finder man også kirken San Michele in Foro. I gamle dage fandtes her også et amfiteater – derfor har Piazza del Mercato en oval form. Selv vores egen Kong Frederik d. 4. rejste hertil i 1692, hvor han mødte adelsfrøken Teresa Trenta ved et bal. Det var en stormfuld forelskelse, men Teresa blev senere nonne. Selv efter hun boede i kloster, kom Kong Frederik d. 4. og besøgte hende.

Livorno

Den mindre kendte havneby ligger en halv times køretur syd for Pisa. I datiden var det en kanalby som Venedig, men man blev nødt til at fylde kanalerne op og lave dem om til gader på grund af malariamyg. Alligevel kan man sejle rundt på de resterende kanaler, der er tilbage – en sjov og ikke-turistet oplevelse. Derfor har et af områderne i Livorno også fået kælenavnet ”Nuova Venezia” – altså det nye Venedig. I Livorno kan man finde et stort fiske- og grøntsagsmarked og et vaskeægte italiensk marked på Mercato Centrale. Nyd også den fantastiske udsigt over havet og færgerne fra Terrazza Mascagni. Et andet godt udkigspunkt er fra Santuario di Montenero, som er en kirke og kloster beliggende 20 minutter udenfor byen.

Byen blev tegnet ud fra Mediciernes vision for ”den perfekte by” med alt, hvad det indebærer. Når du bevæger dig gennem Livorno, vil du derfor se mange levn fra de store tanker, som Medicierne har gjort sig, især når det kommer til at sikre byen mod uvelkomne fremmede. Her kan du både besøge den gamle fæstning, Fortezza Vecchia (tidligt 14. århundrede) samt den nyere, Fortezza Nuova-Livorno (1590-1604). Selve bydelen har form som en femkastet bastion, der bliver omgivet af kanaler og broer, der danner forbindelse til nyere dele af byen.

Piombino og øerne Elba og Giglio

Længst sydpå på Toscanas kyststrækning finder du byen Piombino samt øerne Elba og Giglio. Elba og Giglio er de absolut største øer i det toscanske øhav. Hvis du sejler fra Piombino eller den lille by Porto San Stefano, vil det tage omkring en times tid at slå vejen forbi en af øerne. Tilsammen danner de to øer nationalparken Parco Nazionale Arcipelago Toscano. Det omfatter også det omkringliggende hav, der gemmer på et rigt marinebiologisk liv.

Elba er på størrelse med Bornholm og præges på samme måde af klippelandskab. På Elba bliver kyststrækning dog lejlighedsvis brydt af små bugter og hvid sandstrand. På Elba finder du mange snorlige vinmarker og smukke middelalderbyer samt et helt usædvanligt klima, hvis milde temperaturer danner grobund for ikke mindre end 60 forskellige vilde orkidéarter.

Når du alligevel er på Elba, er det oplagt at besøge Napoleons to residenser, som han boede i efter at være blev sendt i eksil efter slaget ved Leipzig i 1813.

Send forespørgsel

Obligatorisk oplysning
Obligatorisk oplysning
Obligatorisk oplysning
Obligatorisk oplysning
Obligatorisk oplysning
Obligatorisk oplysning
Obligatorisk oplysning
this is a picture of the number 2this is a picture of the number 7this is a picture of the number 5this is a picture of the number 5
Indsæt denne kode. Dette bruges for at kontrollere, at det ikke er en computer, som udfylder formularer automatisk.


Logo - Rejsegarantifonden