Skip to main content

Napoli

Napoli - En skattekiste af kunst, historie og mad

Napoli ligger som centrum på Amalfikystens klipper over det turkise Middelhav og er hovedstaden i regionen Campania. Byens 2500 års historie er tydelig i paladser, kirker, monumenter og kunstgallerier. De omkranses af de livlige og kreative napolitanere, der har deres dagligdag i historiske omgivelser.

Napolis centrum omfatter især en arv, der er så rig, at den er blevet udpeget som UNESCO World Heritage Site. Samtidig er den det ældste historiske centrum i Europa.

Der er noget for enhver smag i Napoli, og smag er en seværdighed i sig selv. Napoli er kendt som pizzaens fødested, så I skal selvfølgelig prøve en Pizza Napoletana på en ferie til Napoli. Men resten af deres mad er mindst lige så udsøgt, herunder fisk og skaldyr, og ikke mindst deres kaffe, som nærmest er en videnskab i sig selv.

Hele Italien er fyldt med historiske og arkæologiske perler, og Napoli er ingen undtagelse. Besøg blandt andet royale paladser og slotte, og vælg mellem mere end 500 kirker og utallige ruiner. Og tag en udflugt lige uden for byen til vulkanen Vesuv og oplev resterne af fortidens liv i Pompeji, der blev ødelagt af vulkanen i år 79.

Farverige markeder

Napoli har mange livlige og farverige kvarterer, og alle de lokale, der bor her, gør en stor del af deres indkøb i de lokale markeder, der ligner noget fra et postkort. De daglige markeder åbner tidligt på byens brosten og tilbyder alt fra friske fisk og skaldyr til antikke smykker. Nogle af de mest kendte er det store marked Fuorigrotta; Posillipo for vintage og originalt tøj; Porta Nolana for fisk og skaldyr; Villa Comunale og Riviera di Chiaia for antikviteter. Dertil er Poggioreale det mest travle market for lokale napolitanere, men kan være svært at nå eller finde rundt i uden en lokal guide.

Underjordiske Napoli

Napoli (som meget andet af Italien) er bygget oven på gamle græske og romerske byer, og i dag er det kendt som Napoli Sotteranea, den underjordiske glemte by. Der arbejdes kontinuerligt på at gøre det underjordiske tilgængeligt for besøgende, og der findes flere guidede ture i forskellige katakomber og underjordiske gange, der både har været tilflugtssted under Anden Verdenskrig og senere udbygget som museer. Her kan vi blandt andet anbefale Galleria Borbonica og San Gennaro og San Gaudioso-katakomberne.

Vesuv-vulkanen

Vesuvius eller Vesuv er en af de mest kendte vulkaner i verden grundet dens indflydelse på byen og hele regionen, og er blevet et symbol på Napoli gennem frygt og tilbedelse. I år 79 medførte et vulkanudbrud en total ødelæggelse af byerne Pompeji og Hercaluneum, som stadig kan besøges i dag for en fantastisk tur tilbage i tiden. Det seneste vulkanudbrud var i 1944, og siden har vulkanen været i bero, selvom den stadig kategoriseres som aktiv.

Vi glæder os til at hjælpe jer med at planlægge en fantastisk rejse til Napoli med fly, hotel og spændende oplevelser!  

Fritekstsøgning

Kort

Seværdigheder

Seværdigheder i Napoli - vores lokale anbefalinger

Napolis kirker

Napoli er også kendt som ”de 500 kuplers by”, da kirkerne i Napoli er utallige og i talrige stilarter – mere end 500 kirker, fra små kapeller til gigantiske barokke mesterværker.

Fire slotte tårner over byen:

  • Castel Nuovo (også kendt som Maschio Angioino) har spillet en dobbeltrolle som både palads og fæstning. Bygningen var under Anjou- og Aragon-familiens dominans. Triumfbuen bestilt af King Alfonso I af Aragon, og designet af Pietro de Martino og Francesco Laurana, er et sjældent syn grundet dens hårde skønhed.
  • Castello dell'Ovo findes på en lille ø, der er forbundet med fastlandet via en bro. I dag er det et udstillings- og kongrescenter med en fantastisk udsigt over hele bugten.
  • Castel Sant'Elmo er beliggende på Vomero med udsigt over den livlige gade Spaccanapoli. Vejen deler byen i to sektioner og går gennem Napolis centrum.
  • Castel Capuano blev oprindeligt bygget som en fæstning, men efterfølgende renoveret og omdannet til en bolig for aristokraterne. I nærheden ligger Porta Capuana, skitseret af en marmorbue - indgangen til den gamle bydel.

Andre must-see kirker i byen omfatter: San Lorenzo Maggiore Basilica, Gesú Nuovo kirken, Santa Chiara klosteret og San Domenico Maggiore.

Den mest fremtrædende plads i Napoli er Piazza del Plebiscito, der viser den store søjlegang designet af Gioacchino Murat. Pladsen ligger foran det storslåede kongeslot designet af Domenico Fontana. Slottet er hjemsted for Vittorio Emanuele III National Library. Det er det største i det sydlige Italien og byder på antikke og uvurderlige ting. Det berømte operahus Teatro di San Carlo ligger bag slottet. Det smukke Umberto I Galleri ligger lige foran teaterindgangen.

Hovedgaden Spaccanapoli

En gade, der er en seværdighed i sig selv. Det er en karakteristisk hovedgade, der krydser gennem Napolis centrum. Små smalle brostensbelagte gader spækket med gode shoppingmuligheder, fantastisk lokal mad og livlig atmosfære.

Operahuset - Teatro di San Carlo

Selvom opera typisk forbindes med Firenze, der er operaens fødested, så er Napoli bestemt også en destination for operainteresserede. Operahuset San Carlo er det ældste fungerende operahus I verden, og blev bygget af kong Charles af Bourbon i 1737. Kongens mål var at gøre Napoli til en stor europæisk hovedstad, og der blev ikke sparet på detaljer. Book billetter til en operaforestilling i god til, eller vælg en guidet tour (hvor man kan være heldig at fange en igangværende øvetime)

Det spanske kvarter

Langs en af Napolis hovedgader, Via Toledo, ligger det såkaldte Quartieri Spagnoli (det spanske kvarter). Bygget i 1500 af Don Pedro da Toledo som barakker til sin hær, er det spanske kvarter nu det kvarter med den mest autentiske napolitanske ånd. Atmosfæren, der gennemsyrer området, kan også mærkes i hele provinsen, hvor en gammel mystik blander sig med den uforlignelige skønhed i miljøet.

Cappella Sansevero

Et af de bedste steder at besøge uovertruffen marmorkunst, blandt andet ”den tildækkede Kristus” af Giuseppe Sanmartino i 1753 – den liggende Kristus dækket af et fint forarbejdet ligklæde. Det kan anbefales at komme tidligt eller sent grundet de lange køer – eventuelt at købe adgang online på forhånd.

Det nationale arkæologiske museum (Museo Archeologico di Napoli)

Napoli har en rig arkæologisk historie, og der er arbejdet hårdt på at indramme dette på museet, som er et tidligere palads. Se blandt andet kunst fra det gamle Pompeji samt en imponerende samling af skulpturer og freskomalerier. Museet kan også være et kærkomment afbræk fra Napolis varme i sommermånederne.

Santa Chiara-komplekset (Complesso Monumentale di Santa Chiara)

Klosteret Santa Chiara og dets smukke haver er et besøg værd og en oase af ro væk fra det travle centrum. Her kan I opleve et beskedent museum med plads og tid til at læse om bygningens fortid, og ikke mindst se de farvede glasvinduer, gamle romerske bade og vægmalerier, der viser scener fra bøndernes hverdagsliv. Dertil de smukke haver og farverige søjler. Klosteret dateres helt tilbage til år 1310, hvor Napolis kong Robert d’Anjou beordrede opførslen. 30 år senere blev klosterets kirke taget i brug. Kirken blev i 1943 fuldstændig ødelagt af bomber, men blev genopbygget i sin oprindelige gotiske stil og genindviet i 1953.

Den royale Capodimente-park

En anden grøn destination er Capodimente-parken, der er oplagt til en slentretur på brede stier, store plæner, daddelpalmer og oftest dejlig sol. Dette kan kombineres med et besøg på kunstmuseet, som tidligere var et af de to kongelige paladser, og foran bygningen er der en lille plads med panoramaudsigt over Napoli og Vesuv.

Vesuv

Lige uden for byen og tronende over hele bugten ligger den 1281 meter høje vulkan Vesuv. Det er muligt at komme helt op på vulkanens kraterkant, men det er ingen nem tur. Godt med væske, gode sko og god tid er en nødvendighed, og det er vigtigt at undersøge adgangs- og billetforholdene, før man tager afsted. Busser kører kun til cirka 1 km fra kraterets top, og så skal man gå resten af vejen på løst underlag. Men når først man har kæmpet sig derop, venter en fantastisk udsigt ned i det 250 meter dybe krater på den ene side og en panoramaudsigt over Napolibugten på den anden.

Pompeji

Besøg en enestående kulturarv i denne by, der blev dækket af lava og vulkanaske i år 79. Byens gader, stræder og bygninger er senere blevet udgravet (og bliver stadig udgravet), og man kan derfor bruge timer og endda dage på at vandre rundt i fantastiske glimt af historiske liv og arkitektur, der er frosset i tid.

Send forespørgsel

Obligatorisk oplysning
Obligatorisk oplysning
Obligatorisk oplysning
Obligatorisk oplysning
Obligatorisk oplysning
Obligatorisk oplysning
Obligatorisk oplysning
this is a picture of the number 1this is a picture of the number 6this is a picture of the number 4this is a picture of the number 3
Indsæt denne kode. Dette bruges for at kontrollere, at det ikke er en computer, som udfylder formularer automatisk.


Logo - Rejsegarantifonden