fbpx

Tag på ferie i Nordtyskland – Det er jo lige over grænsen! Nordtyskland og den tyske østersøkyst byder på et væld af smukke byer, gamle hansestæder og spændende udflugtsmål. Nordtyskland er en perfekt rejsedestination, hvis du kun ønsker en kort get away fra hverdagen!

Nordtyskland er nemlig meget mere motorvej, der skal lægges bag jer, når I kører sydpå om sommeren. Tysklands nordlige del har spillet en særlig rolle i Europas mangeårige historie, og derfor bugner området også af spændende seværdigheder og udflugtspunkter, som sagtens kan stå til måls med mere sydlige rejsemål. Der er noget for enhver smag, når I rejser til Nordtyskland. Oplev eksempelvis den store regatta i Kiel, historiske slotte i Slesvig og smukke sandstrande i Rügen. Og bedst af alt, så ligger Nordtyskland kun et stenkast fra Danmark!

Søfartsbyen Kiel

Kiel er en havneby med stolte sejlertraditioner, der både har bygget dens rigdom og arv. I den lille havneby kan du både opleve store skibsbyggerier, en stolt flådehistorie og ikke mindst en imponerende regatta, der hvert år løber af stablen i juni.

Kiel ligger kun 80 kilometer fra den dansk-tyske grænse, hvor den udgør hovedstaden i regionen Slesvig-Holsten. Byen ligger malerisk ud til Kiel Fjord på Østersøens sydvestlige kyst. Det er uden tvivl den strategiske placering, der har resulteret i havnebyens stolte sejlertraditioner, der har bygget både dens rigdom og arv – ikke mindst grundet Kielerkanalen, der har suppleret havnelivet siden 1895, og nu er en af verdens mest benyttede kunstige kanaler.

hotel maritim bellevue kiel, rejse til nordtyskland

Kiel ligger ud til vandet, og byen har derfor mange stolte søfartstraditioner

Seværdigheder i Kiel

Der blev bygget mange ubåde i Kiel under Anden Verdenskrig. Det betød desværre også for byen, at den blev mål for nogle voldsomme bombardementer, som udslettede store dele af byen. Der er derfor kun få bygninger i Kiel, der er opført før krigen. Kiel bevarer i stedet sin rige historie gennem en lang række dedikerede museer, som bestemt er besøg værd.

Kiel har stadig en række arkitektoniske perler tilbage fra før krigen. Besøg blandt andet den storslåede Nikolaikirche fra det 13. århundrede. Kirken er opført i gotisk stil og har en smukt udskåret altertavle. Tæt ved kan du beundre Kiels rådhus, der er opført i en statelig og enkel streg.

Byens store tårn, Marinemindemærket Laboe, er dedikeret til de søfolk, der mistede livet i de to store verdenskrige. Du kan bestige tårnet for en fantastisk udsigt fra bygningens udsigtsplatform. Når du har fået fast jord under fødderne igen, kan du også gå ombord på en tyske ubåd eller besøge den gamle bunker Flandernbunker, som ligger lige ved tårnets fødder.

Søfarten fejres særligt en gang om året i Kiel. Hvert år afholdes ”Kieler Woche” i byen, hvis hovedattraktion er den årlige regatta, som er verdens største. Regattaen er flankeret af spændende markeder, hundredvis af koncerter og arrangementer. Det er uden tvivl årets travleste – og festligeste – uge i Kiel.

Resten af året er Kiel også en hyggelig by, spækket med gode restauranter og skønne cafeer. Derudover kan shoppelysten også blive stillet, da byen har en attraktiv gågade, hvor du både kan finde lokale og internationale mærker. Hvis det er dårligt vejr, kan du også trække inden for i Kiels store shoppingcenter.

Slesvig

Slesvig er en historisk velbevaret by med mange smukke, ældre bygninger. Der er mange ting at opleve i lokalområdet, blandt andet flere forskellige skønne kirker, et slot med dansk islæt og en autentisk middelalderby.

Gottorp Slot

Gottorp Slot ligger lidt vest for Slesvig. Det majestætiske slot gennem tiderne huset både adelige og royale – og Danmark blev faktisk en overgang reageret fra det tyske slot.

Navnet ”Gottorp” stammer egentlig helt tilbage fra 1161, da Gottorp Slot var beliggende nord for Slesvig. Borgen blev dog revet ned under ordre fra Valdemar d. 1., og blev i stedet opført på en lille ø i Sliens bund tæt ved Slesvig by, hvor borgen kom i hertugen af Slesvigs eje i 1260. Borgen var sidst i danske hænder, da Slesvig var en del af Danmark. Frederik d. 1. var så glad for slottet, at han i perioder regerede Danmark herfra. Han satte desuden sit aftryk på slottet, da han i 1530 tilføjede en vestfløj til bygningen i skøn renæssancestil.

I dag huser bygningerne et imponerende museum, hvis samlinger tæller kunst, brugsgenstande, arkæologiske fund og meget, meget mere. Gottorp Slot er en af de største seværdigheder i nærheden af Slesvig, og man kan nemt få en hel dag til at gå med at udforske slottets overdådige sale og de mange udstillinger.

Slesvig Domkirke

Slesvig Domkirke er sammen med Gottorp Slot blandt Slesvigs mest storslåede bygningsværker. Domkirkens tårn tæller intet mindre end 112 meter og bruges derfor af mange som pejlemærke, når man skal finde rundt i den lille by.

Man skønner, at kirken stammer fra 1030, selvom man ikke er helt sikker. Kirken var først opført i romansk stil men gennem en række ombygninger mellem 1200 og 1500, tog kirken form som en treskibet katedral i gotisk stil.

Blandt domkirkens højdepunkter finder man et smukt alter, ”Bordesholmalter”. Det imponerende træalter er 6,5 meter højt og 7 meter bredt, og blev udført på billedskæreren Hans Brüggemanns værksted mellem 1514 og 1521.

Husum – en hyggelig by med eget slot

Husum er en lille hyggelig by, kun en times kørsel fra den danske grænse. I området bor der i dag omkring 33.000 indbyggere. Trods sin beskedne størrelse, har Husum alligevel mange perler – og byen gemmer da også på et mindre slot.

Selve Husum by er indbegrebet af charme og afslapning. Her kan du få tiden til at gå ved at slentre den hyggelige gamle bymidte med skæve huse og smalle gader.

Husum Havn

Husum Havn

Udover charmen, så byder byen også på gode shoppingmuligheder. I skal helt sikkert også overveje at slentre en tur ned ad havnepromenaden. Det er også et smart sted at være, når sulten melder sig. Byen er rig på fiskere, og der er masser af muligheder for at sætte tænderne i friskfanget fisk. På havnen er der også masser af hyggelige cafeer, hvor du kan slappe af med en kop kaffe.

Husum Slot

Husum havde sin første storhedstid i 1500-tallet, da byen tjente som eksporthavn for halvøen Ejdersteds jordejere. Denne betydning blev understreget, da Husum Slot blev opført. Husum Slot er et trefløjet renæssanceslot opført 1577-82 af hertug Adolf af Gottorp. Slottet er opført i nederlandsk renæssancestil.

Slottet blev udbygget 1602-84 under hertuginderne Augusta og Maria Elisabeth. Hertugindens er blandt andet ansvarlige for at have udsmykket slotte med de eksklusive alabastkaminer samt en omfattende fyrsteportrætsamling. Efter den Store Nordiske Krig kom slottet i 1721 i danske hænder. Slottet var forfaldent, og Frederik 5. gennemførte en omfattende ombygning og forenkling i årene 1750-1752. Midtertårnets spir blev rekonstrueret i 1970’erne ved den danske arkitekt Karsten Rønnow.

Du kan i dag besøge Husum Slot, der også indeholder to museer.

Rügen – en stor naturoplevelse

Rügen er den største ø i Tyskland, og et absolut must see, hvis du elsker at holde ferie i Nordtyskland. Området er et mekka for naturelskere, og der er hele tre nationalparker at vælge i mellem, som hver især er helt unikke. Udover den flotte natur, så har Rügen også nogle rigtig gode strande, som særligt er populære om sommeren.

Rügen ligger ud for Østersøens kyst i Pommern, hører til de mest populære feriemål i Mecklenburg-Vorpommern. Det er ikke for sjov, at Rügen var en af kansler Bismarck’s yndlingssteder i Tyskland.

Øen havde netop sin storhedstid under Bismarck. I dag kan man endnu føle badestedernes nostalgiske charme. Endnu mere nostalgi giver Rasende Roland, en mere end 100 år gammel smalsporet jernbane, der kører øen rundt og bringer feriegæsterne til de forskellige badesteder på øen med en fart på 30 kilometer i timen.

Ferieøen Rügen

Der er store naturoplevelser i vente på ferieøen Rügen

Rügens attraktive natur- og kulturlandskab indbyder de besøgende til at udforske øen på cykel eller til fods. Der er dog også mange muligheder for at komme lidt op i luften. I kan blandt andet besøge Baumwipfeldpfad, som via en sti fører jer 1250 meter rundt i skovens trækroner. Skovturens hovedattraktion er uden tvivl den store udkigspost, som er formet som en ørnerede. Hvis du er heldig, kan du også spotte en af de majestætiske fugle fra platformen.

Hvis I hellere vil have fast jord under fødderne, kan I også besøge den berømte Königsstuhl, der er en kalkklippe, der rejser sig 118 meter over stranden. Der er derfor en formidabel udsigt ud over Østersøen.

Når du holder ferie på Rügen, er det også oplagt at besøge nogle af øens mange restauranter for at sætte tænderne friskfanget fisk og skaldyr fra lokalområdet.

Indlæser...

Regioner i Nordtyskland

Billeder

Send forespørgsel på rejse

Har du spørgsmål eller vil du gerne booke en rejse? Send din forespørgsel via formularen og vi vender tilbage hurtigst muligt.

  • Date Format: DD slash MM slash YYYY
  • Date Format: DD slash MM slash YYYY