fbpx

Du tænker måske allerede ”fodbold” og ”fadøl”, når snakken falder på München. Og oktoberfest og FC Bayern München er da også en stor del af kulturen i den stolte sydtyske by. Men det ville være en skam at sige, at oplevelserne stopper, når den sidste slurk er drukket og lyset på stadionet er slukket. München byder på et væld af oplevelser i form af store kulturelle oplevelser som arkitektoniske perler og smukke slotte. Det er dog også en by, hvor der er fart over feltet, og du blandt andet kan opleve verdens største BMW museum.

Oktoberfest

Du kan ikke sige ”München” uden også at sige ”oktoberfest”. Tysklands tredjestørste by er kendt for at huse intet mindre end verdens største folkefest, der årligt får besøg af mere end seks millioner mennesker. Traditionen opstod i 1810, da kronprins Ludwig og prinsesse Therese ægtede hinanden og i anledningen holdt en stor folkefest med hestevæddeløb og andre festlige indslag. Festlighederne varede indtil videre godt ind i det 22. århundrede og bliver gentaget hver oktober – dog uden hestevæddeløb. Og det er nok meget godt, for der bliver hvert år slynget rekordstore mængder øl over disken i den tyske storby.

Der bliver hvert år langet flere millioner øl over disken til Oktoberfest i München

Der bliver hvert år langet flere millioner øl over disken til Oktoberfest i München

I de tyske øltelte kan du møde mange af de klichéer, som unægtelig hører til Oktoberfesten – store fadøl, hornorkestre og lederhosen i massevis. Ifølge traditionen er det den bayerske premierminister, som først serverer den første fadøl, og derefter er det op til alle andre at servere for sig selv – og det gør de!

Museer i München

Omkring halvdelen af byen blev ødelagt under anden verdenskrig. Byen passer derfor godt på de tilbageværende ældre bygninger, hvor nogle af dem har flere hundrede år på bagen. For München forstår at værne om fortiden. Netop derfor har byen intet mindre end 46 museer og 47 teatre.

Ligesom Berlin har München også en museumsø, ”Museumsinsel”, der ligger i floden Isar. Her finder du ”Deutsches Museum von Meisterwerken der Naturwissenschaft und Technik” – eller bare ”Deutsches Museum”. Det enorme museum indeholder over 28.000 udstillede objekter, og du skal nok regne med at sætte mere end en enkelt dag af, hvis du gerne vil nå hele museet rundt.

Hvis du ikke får nok af kunst på Deutsches Museum, kan du også besøge Haus der Kunst. Museet stammer oprindeligt fra 1930’erne, hvor det var et samlingssted for, hvad Hitler vurderede som den fineste kunst. Under 2. verdenskrig blev bygningen brugt som base af amerikanske tropper, men i dag tjener bygningen endnu engang som museum. Nu er det dog fyldt med moderne kunst – mest af alt fordi det var den genre, som Hitler afskyede allermest.

Bayerns Nationalmuseum

Det er også oplagt med et besøg på Bayerisches Nationalmuseum, som udstiller kunst og brugskunst. Udstillingen har hjemme i storslåede rammer på Prinzregentenstraße. Museet blev grundlagt af kong Maximilian II af Bayern i 1855, og bygningens historicistiske linjer er er tegnet af Gabriel von Seidl. Den imponerende museumssamling er vokset støt lige siden grundlæggelsen, og du kan i dag fordybe dig i de mange genstande fra antikken og frem til starten af det 20. århundrede.

Bayerns Nationalmuseum i München

Bayerns Nationalmuseum er både smukt udenpå og indeni

Bayerisches Nationalmuseum er det perfekte sted at tage hen, hvis du gerne vil lære mere om den bayerske historie. Her kan du få indblik i områdets brugskunst såsom våben, rustninger, porcelæn, oliemalerier, musikinstrumenter, møbler, ure, klædedragter og meget mere. Blandt museets højdepunkter finder man du omfattende samling af krybbespil fra det 15. til det 19. århundrede. Nogle er mere eksotiske end andre, og her kan du være heldig for eksempel at spotte dyr som aber, krokodiller og flodheste ved Jesus’ fødsel.

Der er nok at tage sig til på museet, for udstillingen dækker intet mere end 40 rum og 13.000 kvadratmeter. Du får mest for pengene om søndagen, hvor entreen er sat ned fra 7 til 1 euro.

Marienplatz og Neues Rathaus

 Det er også oplagt at snuppe en byvandring gennem Münchens gader. Besøg Marienplatz, der ligger centralt i den gamle bydel. Her kan du også besøge shoppinggaden Kaufingerstraße, der strækker sig fra Marienplatz og næsten en kilometer frem til München Karlsplatz. Her finder du de fleste high street-butikker, et mindre shoppinggalleri samt et væld af tyske og internationale mærker. De mere eksklusive mærker hører hjemme på Maximilianstraße, ikke langt derfra.

Marienplatz i München

Marienplatz i München

Nu vi nævner Marienplatz, må vi selvfølgelig heller ikke glemme at beskrive Neues Rathaus – det “nye” rådhus i München, som ligger lige ved Marienplatz. Trods navnet har Münchens nye rådhus efterhånden en del år på bagen. Den storslåede bygning har prydet Marienplatz siden 1874. Bygningens facade er næsten 100 meter lang og rigt dekoreret i nygotisk stil. Hvis du nogensinde har været i Bruxelles eller Wien, kan du måske genkende stregerne – det er nemlig disse byers rådhuse, der har inspireret arkitekten.

Neues Rathaus måtte udvides allerede inden den sidste sten var lagt. Byens befolkning var fordoblet mellem 1800-1900, og rådhuset blev derfor ekspanderet. Det endte med en større gang vokseværk, og i 1905 stod Neues Rathaus omsider færdig med intet mere end 400 værelser.

En af de mest populære seværdigheder i München er uden tvivl rådhusets klokkespil. Cirka midtvejs oppe på det 85 meter høje klokketårn kan man dagligt opleve 43 klokker ringe mens 32 figurer i menneskestørrelse opfører to forskellige historier fra det 16. århundrede.

Klokkespillet kan opleves dagligt kl. 11:00 og kl. 12:00. I sommerperioden er der en ekstra forestilling kl. 17.

Englischer Garten – Münchens smukkeste park

Trænger du til et afbræk fra storbyens larm og støj? Så besøg Englischer Garten, en stor offentlig park, der har sin start i nærheden af München centrum. Navnet refererer til parkens indretningen i engelsk parkstil med en landskabsarkitektur, som var populær i midten af 1700- og 1800-tallet.

Det tager noget tid at komme hele vejen rundt i parken, da den med sine 370 hektar er en af de største byparker i hele verden – endda større end Central Park i New York. Med sin gode beliggenhed og størrelse er det også blevet til et af indbyggernes foretrukne sted at trække hen, når de trænger til frisk luft – og det kan vi godt forstå.

Allianz Arena og Olympiapark

Et af byens helt store trækplastre er uden tvivl Allianz Arena, hvor det populære fodboldhold FC Bayern München holder til. Allianz Arena blev opført i 2006, da München skulle være vært for finalen ved VM i fodbold. Stadionet blev herefter Bayern Münchens officielle stadion.

FC Bayern München er et af Tysklands største fodboldhold, og deres hjemmebane er da også uden tvivl i verdensklasse. Det imponerende stadium har plads til intet mindre end 75.000 tilskuere, og fodboldsholdets hjemmebane er da også byens bedste attraktion for fodboldentusiaster.

Hvis du er en ægte fodboldnørd, kan du planlægge dit besøg med, at der er kamp på stadionet. Ellers er en guidet rundtur også et must for enhver fodboldentusiast. Her får du blandt andet mulighed for at komme ind i netop det omklædningsrum, som Bayern Münchens spillere sidder i efter deres hjemmebanekampe og besøge spillertunnellen.

Mens Allianz Arena er det nye store stadion i München, så er Olympiapark det klassiske. Det blev benyttet til OL i 1972 og siden er det løbende blevet holdt ved lige. Der er mange aktiviteter, både inden for sport og underholdning, men Olympiapark er dog mest kendt for OL i 1972 samt VM-finalen i fodbold i 1974, hvor Vesttyskland slog Holland 2-1.

Rejser til Tyskland, München

Imponerende Olympiapark i München

BMW Welt & Museum

Hvis du endnu ikke har fået løbet dampen af, er der også mulighed for at opleve det store BMW-museum. Hvis du ligesom så mange andre også er vild med BMW, så bør du absolut se deres museum.

BMW har skudt intet mindre end 100 millioner i museet, som for første gang slog dørene op i oktober 2017. Oplevelsescenteret dækker over mere end 73.000 kvadratmeter, og du kan både se alt BMWs nyeste teknologi, og komme hjem med både reservedele og en ny bil, hvis du har lyst til det.

BMW Welt har også en museumsafdeling, hvor du kan se mange tidligere modeller af både biler og motorcykler. Her kan du blive klogere på BMW’s mangeårige historie, fra de første år til nu.

Neuschwanstein og Linderhof Slot

Hvis du trænger til at lette foden lidt fra speederen, er der også mulighed for det. Besøg blandt andet Neuschwanstein Slot, en af Bayerns mest kendte seværdigheder – med god grund. Slottet ligger i det bayerske landskab, omkranset bjerge, bakketoppe og skov. Selvom man ikke skulle tro det, er slottet relativt nyt, da det først blev opført i 1800-tallet, hvor det fungerede som hjem for kongen Ludwig 2. af Bayern. Kongen brugte det afsidesliggende slot som refugium, når han trængte til at være alene.

Neuschwanstein Slot i Bayern

Neuschwanstein Slot er et smukt syn

Da kongen døde i 1886, blev det imponerende bygningsværk åbnet op for offentligheden. Og det var måske meget godt, at kong Ludwig holdt sine døre lukkede. For i nyere tid lægger flere millioner mennesker årligt vejen forbi det smukke slot.

Du kan også besøge Linderhof Slot, der ligeledes er opført på befaling fra Kong Ludwig d. 2. Slottet er mindre end Neuschwanstein, men ligeledes idyllisk omkranset af overdådig natur, der gør slottet utroligt fotogent.

Linderhof Slot har en enorm have, der er oplagt til en slentretur og ikke mindst et besøg hos de mange smukke bygninger, der er blevet opført. Her kan du blandt andet besøge Venus’ tempel, hvorfra du har en fantastisk udsigt over slottet og resten af haven.

Du kan også besøge kongens grotte, som dog først åbner igen i 2022 på grund af restaurering.

Indlæser...

Regioner i München

Billeder

Send forespørgsel på rejse

Har du spørgsmål eller vil du gerne booke en rejse? Send din forespørgsel via formularen og vi vender tilbage hurtigst muligt.

  • Date Format: DD slash MM slash YYYY
  • Date Format: DD slash MM slash YYYY