fbpx

Kun få timer fra den danske grænse finder du dramatiske bjerge, storslåede naturoplevelser, spejlblanke søer og skove så dybe, at man må have brødkrummer i lommen for at finde hjem igen. Harzen ligger nærmest lige i baghaven, og selvom området ikke er meget større end Fyn, gemmer det alligevel på ualmindeligt mange skønne naturoplevelser og et væld af gamle, smukke byer, der bare må opleves.

Storslåede naturoplevelser

Harzen ligger kun ganske få timers kørsel fra den danske grænse, hvor det er en del af de tre tyske delstater Niedersachsen, Sachsen-Anholt og Thüringen. Området er ikke særligt stort – men det er oplevelserne til gengæld! Harzen gemmer nemlig på overmåde skønne naturoplevelser, uanset om du foretrækker stille vandreture eller det helt store adrenalinsus. Den skønne natur er en af de mange grunde til, at Harzen er en populær feriedestination for alle, der elsker frisk luft.

Skov i Harzen

Harzen gemmer på massevis af smukke naturoplevelser

Vandring i Harzen

Det er særligt populært at vandre i Harzen, fordi man altid er garanteret en tur i ualmindeligt smukke omgivelser. Vandrestier er anlagt på kryds og tværs over området, og der er derfor mulighed for at vælge lige præcis den tur, du ønsker. I Harzen kan du sågar bestige et bjerg uden at skulle klatre. Der er flere steder anlagt vandreruter med fornuftig stigning hele vejen til toppen, så du ikke behøver den helt store indsats for at sikre dig en fantastisk udsigt.

Drypstenshuler – en verden under jorden

Harzen er også leveringsdygtig i et utal af skønne drypstenshuler. Under jordens overflade har et væld af smukke drypstenshuler formeret sig og skabt en hel verden under jorden. Besøg særligt Rübeland, hvor de to drypstenshuler Baumannshöhle og Hermannshöhle har hjemme. De hører til de mest kendte drypstenshuler i Tyskland – og faktisk også de ældste. Hulerne åbnede op for besøgende allerede i 1649, hvilket er tysk rekord.

Rejser til Tyskland, Harzen

Der gemmer sig en hel verden under jorden i Harzen

Harzen Nationalpark

Det er svært at komme uden om Harzen Nationalpark – bogstavelig talt! Nationalparken dækker ikke mindre end 25% af Harzens samlede areal, fra Brocken og Herzberg i syd til Bad Harzburg og Ilsenburg i nord. Parken er blandt 16 tyske nationalparker, hvor flora og fauna får lov til at blomstre uden den store menneskelige indblanding.

Store dele af parken har i mange år været overladt til sig selv. Det unikke klima har skabt et enestående og artsrigt bjergvildnis, og området er karakteriseret ved vidtstrakte bøgeskove og ældgamle granskove. Området er smukt, og det er oplagt at besøge parken for at tage på vandreture blandt de mange stier, der snor sig gennem området og tilsammen udgør over 300 kilometers trasketur. Hvis I har heldet med jer, kan I både spotte vildsvin, krondyr, vaskebjørne – og måske endda en los!

Byer i Harzen

Der er mange spændende byer at besøge i Harzen. Du finder ingen moderne storbyer her, men til gengæld et væld af pragtfulde småbyer med bindingsværkshuse, smalle gader og charmerende bytorve. Alle byerne har deres egen historie og sjæl, og det kan anbefales at gå på opdagelse i de mange snoede gader. Vi har samlet et overblik over vores favoritbyer i Harzen og omegn.

Goslar – Nordens Rom

I må ikke snyde jer selv for en tur til den historiske kulturby Goslar. Goslar er den største by i Harzen og ligger som naturlig indgang til bjergene, når man kommer i bil fra Danmark.

Byens historie går mere end 1000 år tilbage og var dengang de tysk-romerske kejseres residens. I middelalderen var Goslar en af kristendommens helt store samlingspunkter og fik sågar tilnavnet ”Nordens Rom”. Det bærer byen stadig præg af i dag, hvor man trods den ringe størrelse kan finde intet mindre end 47 kirker og kapeller.

Harzen

Goslar – en gang kaldet “Nordens Rom”

Byen er i dag udnævnt som verdenskulturarv af UNESCO, der især fremhæver Goslars velbevarede bymidte som særligt bemærkelsesværdig. Bykernen minder om en autentisk middelalderby med talrige kirker og tårne, gamle bindingsværkshuse og brostensbelagte gader. Den nænsomt restaurerede Kaiserpfalz fra 1010 er også blandt byens mange seværdigheder. Her er intet mindre end 13 konger og kejsere kommet til verden. I dag er paladset et museum med mange kunstskatte fra dets storhedstid.

Byens finansiering blev fundet i områdets miner. Her gravede man efter metaller som kobber, bly og zink. En sjælden gang kunne man være så heldig at støde på ædlere metaller. Man kan stadig se og besøge minerne, heriblandt minen i Rammelsberg, der er omdannet til museum. Byens minehistorie foretager sig ikke mindst i centrum, hvor du hver dag klokken 9, 12, 15 og 18 kan nyde et lille klokkespil på Kammergebäude over for Goslar rådhus. Ud af klokkespillet ruller Ridder Ramm, som legenden siger at have fundet Goslars sølvåre. Han aflægger Goslar visit med sine tro følgesvende før de roligt ruller tilbage i deres skjul.

Braunlage

Braunlage er en mindre by beliggende i den sydlige del af Harzen. Historisk set kan byen dateres hele vejen tilbage til 1250, da den var ikke andet end et lille minesamfund. I slutningen af det 19. århundrede kom jernbanen dog til byen, og Braunlage kunne nu sælge tømmer og stenarter til resten af verden.

Wurmberg-bjerget er et af de mest populære udflugtsmål i Braunlage. I 1965 blev der lavet en forbindelse mellem Braunlage og bjerget, nemlig Wurmbergseilbahn, eller bare ”gondolen”, som den også bliver kaldt i daglig tale. Turen starter i Braunlage og fører op til toppen af Wurmberg-bjergets 971 meters højde. Efter 15 minutter og 2,8 kilometer står du på toppen af bjerget med en formidabel udsigt over Harzen.

Gondollift ved Wurmbergbjerget

En af de mange gondollifte på Wurmbergseilbahn 

Wurmberg er desuden et dejligt skiområde med udfordringer til både nybegynderen og den øvede. Det et af de ældste skisportssteder i Tyskland men bliver løbende holdt ved lige.

Braunschweig

Braunschweig ligger også i nærheden af Harzen og er et skønt sted at tilbringe sin ferie. I middelalderen var byen et magtfuldt handelscentrum, der senere udviklede sig til en populær hansestad. Byen bestod oprindeligt af fem forskellige små byer, der tilsammen udgjorde det samlede Braunschweig. Trods bombardementer under anden verdenskrig, står byens fem bymure intakte og kan opleves ved jeres besøg.

 

Braunschweigs gamle bykerne

Braunschweigs gamle bykerne

Braunschweig har meget at byde især den aktive feriegæst. Her finder du den berømte Heidberg-park, der indbyder til både gå- og løbeture. Her arrangeres ofte flere forskellige udendørs sports- og fritidsaktiviteter, som man kan deltage i. Det er også værd at besøge de mange smukke parker og naturlandskaber, der er at finde langs floden Oker.

Der er også meget at hente i Braunschweig for de kulturinteresserede. Byen er blandt andet kendt for en række fremragende museer, heriblandt Herzog Anton Ulrich-Museum, Braunschweiger Kunstverein, det historiske Staatstheater. I juli præsenteres også Burgplatz-Open-Air, som er en populær begivenhed.

Indlæser...

Regioner i Harzen og omegn

Billeder

Send forespørgsel på rejse

Har du spørgsmål eller vil du gerne booke en rejse? Send din forespørgsel via formularen og vi vender tilbage hurtigst muligt.

  • Date Format: DD slash MM slash YYYY
  • Date Format: DD slash MM slash YYYY